Formål og anvendelse
Dette etiske kodex er udarbejdet som et professionelt og fælles grundlag for at sikre, at hyrdetræning og konkurrencer i Dansk Hyrdehundeklub foregår på en etisk, dyrevelfærdsmæssigt forsvarlig og fagligt bæredygtig måde.
Kodexet gælder for klubbens aktiviteter og skal betragtes som en fælles rettesnor for medlemmer, trænere, dommere, officials og arrangører, der arbejder med hyrdehunde og får i både trænings- og konkurrencesammenhænge.
Formålet er ikke at erstatte gældende regler eller lovgivning, men at tydeliggøre, hvad klubben står for, og hvilket etisk niveau der forventes i praksis.
Etiske grundprincipper
Dansk Hyrdehundeklub bygger sit virke på følgende principper:
Dyrevelfærd har altid højeste prioritet i vores arbejde
Hyrdning skal udføres med respekt, faglighed og ansvar
Vi anerkender ambition som en drivkraft, men aldrig på bekostning af dyr eller mennesker
Klubben ønsker et miljø præget af saglighed, ordentlighed og sportsånd
Fårene
Hyrdning som funktionelt arbejde
Den form for hyrdning, der udøves i Dansk Hyrdehundeklub, udspringer historisk af britisk hyrdetradition. Hyrdehunde har gennem generationer været et effektivt arbejdsredskab, der kan flytte og håndtere får roligt og skånsomt.
Etisk hyrdning handler om at udføre dette arbejde på en måde, hvor fårenes trivsel respekteres, og hvor samarbejdet mellem hund, får og handler bygger på forståelse og kontrol – ikke pres eller magt.
Konkurrencer udspringer af ønsket om at højne kvaliteten i dette arbejde og skabe et fælles fagligt niveau.
Respekt for fårene
Fårene skal altid behandles med respekt.
Får må ikke sparkes, slås eller udsættes for anden unødig hårdhændet behandling
Får skal være raske og i passende fysisk form
Ved konkurrencer må fårene ikke berøres af handleren, i overensstemmelse med gældende regler
I træningssammenhæng skal arbejdet tilrettelægges, så fårene flyttes med mindst muligt pres og uden unødig stress, under hensyntagen til hundens uddannelsesniveau.
Grinder, folde og træningsarealer skal være sikre, og håndteringen af fårene skal ske ansvarligt.
Stress, belastning og hvile
Træning og konkurrencer skal planlægges, så overbelastning undgås.
Både hunde og får skal have mulighed for pauser og restitution
Handlere bør kunne genkende tegn på stress og træthed hos både hunde og får og handle derefter
Hvis forholdene ikke er forsvarlige, skal arbejdet standses
En handlers frustration må aldrig rettes mod fårene
Hundene
Racernes oprindelse og funktion
Racer som Border Collie, Australian Kelpie, Australian Shepherd og Australian Cattledog er avlet til hyrdearbejde. Hyrdning er derfor en væsentlig del af deres funktionelle og mentale egenskaber.
Når arbejdet udføres korrekt, understøtter det hundens anlæg, trivsel og samarbejdsevne.
Hyrdning som meningsfuld aktivitet
Korrekt udført hyrdning giver hunden mulighed for samarbejde, bevægelse og problemløsning og bør foregå, så det styrker hundens trivsel og relationen mellem hund og handler.
Træning og progression
Hundene skal være i fysisk og mental balance
Belastning skal tilpasses den enkelte hunds alder, erfaring og kondition
Træningen bør opbygges gradvist, og øvelser med høj intensitet eller kompleksitet bør først indføres, når hunden udviser ro, kontrol og forståelse.
Kontrol og sikkerhed
Træning bør kun finde sted, når der er tilstrækkelig kontrol over hunden.
Hunden skal kunne stoppes eller kaldes væk fra fårene
Uforsvarlig eller ukontrolleret træning er ikke acceptabel
En handlers frustration må aldrig rettes mod hunden
Jagt og bid
Jagt og bid mod fårene er ikke acceptabelt.
Hyrdearbejdet skal tilrettelægges, så dette ikke forekommer
Hvis en hund bringes i en situation, hvor den bider eller forsøger at bide, skal situationen straks afbrydes
Træningen skal herefter tilpasses, så hunden kan løse opgaven på en mere hensigtsmæssig måde
Klubben
Trænere og ansvar
Personer, der underviser eller hjælper andre i klubregi, bør være bevidste om deres rolle og tilstræbe, at undervisning og adfærd lever op til klubbens etiske standard.
Der bør udvises respekt for både dyr og deltagere under alle aktiviteter.
Gennemsigtighed
Klubben vil
tilstræbe åbenhed omkring træningsmetoder og principper.
Ved
opvisninger, konkurrencer og undervisning skal det være synligt, at
dyrevelfærd er en central del af arbejdet.
Evaluering og udvikling
Klubben bør løbende evaluere sine retningslinjer i takt med ny viden om adfærd, læring og dyrevelfærd.
Omdømme
Klubbens kommunikation og aktiviteter bør afspejle ansvarlighed og faglighed. Et højt etisk niveau er afgørende for hyrdningens omdømme og fremtid.
Fællesskab og sportsånd
Dansk Hyrdehundeklub ønsker et fællesskab præget af sportsånd.
Vi vil tilstræbe at støtte hinanden og glæde os over andres resultater
Vi vil tale ordentligt til og om hinanden
Uenighed kan forekomme, men skal håndteres respektfuldt
Sportsånd forstås som:
at følge gældende regler
at vise respekt for medkonkurrenter, officials og dommere
at kunne vinde og tabe med samme sind
Klubben har ikke til hensigt at definere den enkelte handlers motivation, men forventer, at ambitioner aldrig går ud over hensynet til hunde, får eller mennesker.
At sige fra – fælles ansvar
For at dette etiske kodex skal have reel værdi, kræver det, at vi alle bidrager til at efterleve det.
Ved konkurrencer påhviler det særligt dommere og baneformænd at sige fra, hvis der udvises uacceptabel adfærd over for hunde, får eller mennesker.
Medlemmer opfordres ligeledes til at reagere sagligt og ansvarligt, når de oplever forhold, der strider mod dette kodex.
Formålet er dialog, læring og forebyggelse.
Gentagne overtrædelser og konsekvenser
Dansk Hyrdehundeklub bygger sit arbejde på dialog, vejledning og fælles ansvar. Det etiske kodex har til formål at forebygge uacceptabel adfærd gennem tydelige forventninger og fælles forståelse.
Hvis der forekommer gentagne eller alvorlige overtrædelser af dette etiske kodex, kan klubben reagere.
En overtrædelse vil som udgangspunkt blive mødt med dialog og vejledning
Ved gentagende overtrædelser, eller hvis adfærden vurderes som særlig alvorlig, kan der gives en formel advarsel
I yderste konsekvens kan overtrædelser føre til midlertidig eller permanent suspendering fra klubbens aktiviteter, i overensstemmelse med klubbens vedtægter og gældende regler
Beslutninger træffes af klubbens bestyrelse eller bemyndigede repræsentanter og skal altid bero på en konkret, saglig og proportional vurdering.
Formålet med disse tiltag er ikke straf, men at sikre dyrevelfærd, tryghed for deltagerne og et etisk niveau, som klubben kan stå inde for.
Afslutning
Dette etiske kodex er udarbejdet for at tydeliggøre Dansk Hyrdehundeklubs værdier og forventninger.
Det er et fælles udgangspunkt som skal bidrage til, at både mennesker, hunde og får kan trives i en aktivitet, vi alle ønsker at værne om.
