
om
konkurrencer & regler
Konkurrencer er
Dansk Hyrdehundeklubs største aktivitet. Konkurrencerne afholdes
ud fra britiske regler og standarder, men tilpasset danske
forhold.
Konkurrencerne er
opdelt i forskellige delopgaver, der alle er relateret til
hyrdehundens daglige opgaver hjemme i besætningen.
Der konkurreres i
3 forskellige klasser: klasse 1 for begynderhunde, klasse 2 for
øvede hunde, klasse 3 (eller åben klasse) for de bedste hunde.
Se de nærmere under regler.
Dansk
Hyrdehundeklubs konkurrenceregler er
udarbejdet i januar 1998. I 2005 blev der klasse 1 vedtaget
ændringer vedr. fradrivning, sammenholds momentet og helhedsindtryk.
Samtidig blev der vedtaget rettelser i klasse 2 vedr. deling og
definition af placering af fører. I 2011 blev nye reglerne for
kvalifikationskonkurrencerne vedtaget.
Regler er altid en kilde til
fortolkning, og der kan også være punkter, der bør rettes,
derfor opfordres til at reglerne efterleves efter den mening de
er skrevet i, og at eventuelle mangler og uhensigtsmæssigheder
klares på fornuftig vis.
Dansk Hyrdehundeklubs
Konkurrenceregler er udarbejdet med
udgangspunkt i ISDS regler og tilpasset til vore forhold.
Klubben forbeholder sig ret til at ændre konkurrencereglerne.
Eventuelle ændringer vil blive meddelt i
"HYRDEBREVET".
Gengivelse/kopiering.
Ved gengivelse/kopiering af reglerne i helhed eller uddrag bør det oplyses hvilken udgave
der er gengivet
Startgebyr.
Kan variere fra konkurrence til konkurrence. Der tilstræbes dog
150 kr pr. hund pr. konkurrence for medlemmer af DHK. Ikke
medlemmer af DHK betaler dobbelt gebyr og der betales dobbelt
gebyr ved for sen tilmelding til konkurrencer. Startgebyr ved
kvalifikationskonkurrencer dog Kr. 175,-. Gældende for såvel DHK
som DKK medlemmer. Udenlandske deltagere, betaler som
medlem af DHK.
Landskonkurrencen, som
afvikles i sammenhæng med den årlige generalforsamling, er kun
for DHK's medlemmer.
Oprykning til næste
klasse:
Oprykningsregler er en vejledning og ikke et krav.
Klasse 1: Ved 3 gange over 75 point bør der rykkes til klasse2.
Klasse 2: Ved 3 gange over 75 point bør der rykkes til klasse3.
Oprykningsreglerne har til
formål at undgå, at nogen vælger en for let klasse og dermed
altid løber med præmierne, men det er også vigtigt ikke at
springe til næste klasse, før man er klar til det, og dermed er
i stand til at udføre gennemløb der er forsvarligt over for hund
og får.
Generelt.
Det er tilladt at hjælpe og støtte sin hund, hvis man finder det
påkrævet - også selv om det er i strid med
konkurrencereglerne. Til gengæld må man så acceptere, at dommeren
giver et større eller mindre pointfradrag (yderste konsekvens er
diskvalificering) afhængig af hjælpens karakter. Dommeren bør
altid afbryde et gennemløb, hvis der kommer får udenfor banen,
hvis der mistes får, ved bid eller jagt på fårene, eller hvis
grænsen for rolig og anstændig opførsel overskrides.
Der må ikke være deltagende hunde på
banen før start og ingen løse hunde i nærheden af banen. Løbske
tæver anmeldes til konkurrencelederen ved ankomst til
konkurrencepladsen. Overholdes ovennævnte ikke, kan det medføre
diskvalifikation eller manglende ret til start.
Deltagerne må ikke henvende
sig til dommeren under konkurrencen. Kommunikation til dommeren
skal foregå via konkurrencelederen eller baneformanden, hvis en
sådan findes.
Konkurrenceleder
Den person, som har ansvaret for, at kalde deltagerne til start
og for forholdene udenfor selve banen, og for at svare på
spørgsmål angående konkurrencen.
Baneformand
Den person som er ansvarlig for forholdene på selve banen. Det
være sig kontakt til dommeren, udsætning af får. Bedømmelse af
udsætningen med henblik på evt. omstart/nye får. Bedømmelse af
fårene/hunden på banen med henblik på evt. omstart.
Dommeren
Den person der vurderer gennemløbene og giver point. Dommeren
dømmer ud fra de retningslinjer, der er givet fra klubben. Det
er dog ikke alt, der er beskrevet, det er derfor den enkelte
dommer, der afgør hvordan de enkelte ting skal bedømmes. Det er
deltagernes eget ansvar at forhøre sig om dommerens praksis ved
banegennemgangen.
Banen.
Banen bør opbygges således, at der hundene får gode betingelser,
dvs. god plads til siderne og bagved fårene i hentningen og
bagom hentepælen.
En placering af forhindringerne der udfordrer hundenes kunnen
(f. eks. ved udnyttelse af naturlige forhindringer i terrænet).
Der kan opsættes en baneskitse før konkurrencens start, og det
er deltagernes eget ansvar at lære sig baneforløbet. Dommeren
skal før konkurrencens start godkende banen og kan evt. ændre
baneforløbet inden konkurrencens start.
Fårene.
Til hver hund tilstræbes en flok på 5 - 8 får ( samme antal til
hver deltager ), som skal være velegnede til formålet. Fårene må
så vidt muligt højst benyttes 2 gange - og ikke 2 på hinanden
følgende gange. Både de får som venter på at komme på banen og
de får som allerede har været på banen, bør være udenfor
synsvidde og i passende afstand fra banen.
Tidtagning.
Før konkurrencen starter, fastsætter dommeren i samråd med
baneformand/konkurrenceleder en maks. tid, som deltagerne ikke
må overskride. Ved overskridelse af tiden afbrydes gennemløbet -
de opnåede point bevares.
Klager/indsigelser.
Har deltagerne i en konkurrence indsigelser imod dommerens
afgørelser, kan afgørelsen blive taget op til vurdering, af 2 på
dagen udvalgte personer + dommeren. Dette vil indbefatte
baneformanden, hvis en sådan findes. Afgørelsen behøver ikke at
foreligge før efter konkurrencen, hvis denne ikke har nogen
indflydelse på dagens resultat.
Pga. personmangel vil der være
konkurrencer, hvor en eller flere af ovennævnte funktioner ikke
forefindes. Det bør dog bestræbes, at disse "stillinger"
besættes, idet det er med til at afvikle konkurrencen på bedste
og hurtigste vis. |